Hvide flødeboller fra Økoladen – hindbær og lakrids

Jeg har anmeldt flere af Økoladens flødeboller, men det “forbandede” (det mener jeg slet ikke) ved den slags producenter er at de jo bliver ved at lave nye slags. 😉 Eller måske er de her “gamle” i sortimentet, men jeg har først set dem nu hvor mit totalt yndlingsøkomadmarked lagde en tarvelig video op på Facebook om at de lige havde fået friske hjem.

Ak ja, så må man jo …

Jeg købte ikke alle fire slags, men en med lakrids og en med hindbær. Til forskel fra dem af Økoladens jeg har smagt tidligere, er disse med hvid chokolade.

Jeg starter med hindbærbollen, og den smager virkelig dejligt. Sommerligt – nærmest som jordbær med fløde. Eller … hindbær med fløde, bliver det jo så. Men den der blide, cremede, søde bærdessert, smager den af. Nu er det lidt tid siden jeg smagte den med mørk chokolade, men jeg tror faktisk jeg bedre kan lide denne her. Marcipanbunden klæder den også virkelig godt. Mums!

Anmeldelsen

Chokolade: 5 kys
Skum: 5 kys
Bund: 5 kys

Samlet vurdering: 5 kys

Så til lakridsbollen

Meget kraftig lakridssmag i første bid pga. toppingen som er … engelsk lakrids? Det skal man jo så kunne lide, og det kan jeg heldigvis godt. Dog er jeg ikke så begejstret for lakridsskummet – jeg synes faktisk det smager en smule tobaksagtigt. Chokoladen kan jeg nærmest ikke smage for den stærke lakridssmag. Det er altså ikke lige en favorit vi har her. Simpelthen alt for meget lakrids og alt for lidt flødebollefornemmelse. Marcipanbunden kommer heller ikke til sin ret. Jeg bliver ved at have tobaksfornemmelsen. Så …

Anmeldelsen

Chokolade: 1 kys
Skum: 1 kys
Bund: 1 kys

Jeg ved godt at bund og chokolade må være det samme som i hindbærbollen, og jeg burde derfor give dem 5, men det kan jeg ikke når jeg simpelthen ikke kan smage dem for skum og topping.

Samlet vurdering: 1 kys

Beklager, Økoladen – I må trøste jer med at alle jeres andre varianter indtil nu har fået topkarakter 🙂

Udgivet i Flødeboller med hvid chokolade, Flødeboller med marcipanbund, Hindbærflødeboller, Lakridsflødeboller, Økologiske flødeboller | Skriv en kommentar

Flødeboller fra Økoladen

Jeg mangler at anmelde den almindelige flødebolle fra Økoladen. Dét går jo ikke!

Jeg har lavet længere anmeldelser af flødebollen med hindbær og flødebollen med passion, men denne her bliver ganske kort. Jeg har travlt med at bogføre i dag, og flødebollen er købt som trøst, så der er ikke meget tid at blogge i! 😉

Og der er nu heller ikke så meget at sige. Jeg har givet de andre flødeboller gode anmeldelser, og det er kun skummet i denne her der er anderledes – eller rettere helt almindeligt flødebolleskum. Og det er ganske dejligt og klæder den gode chokolade og marcipanbund. Så:

Anmeldelsen

Chokolade: 5 kys
Skum: 5 kys
Bund: 5 kys

Samlet vurdering: 5 kys

Udgivet i Flødeboller med marcipanbund, Flødeboller med mørk chokolade, Hjemmelavede flødeboller, Økologiske flødeboller | Skriv en kommentar

Hindbærflødeboller fra Økoladen

Jeg har tidligere anmeldt Økoladens flødeboller med passionsfrugt. Faktisk var det min seneste anmeldelse, og det var i april. Det er jo alt for længe siden. Så nu har jeg købt en mere – denne gang med hindbær. Billedet her har jeg hapset fra deres Instagram-konto:

https://www.instagram.com/p/6pM4hkJkHo/?taken-by=oekoladen

Det er som sagt ikke så tit jeg køber flødeboller længere, fordi tanken om buræg er frastødende og jeg derfor virkelig skal overgive mig til min lækkersult for at købe en flødebolle med sådan nogle i, så når jeg køber flødeboller i dag, går jeg typisk efter dem med økoæg. Og dem har Økoladen altså, og de kan købes i mit lokale Madmarked.

Nå, men til s(m)agen!

Jeg er ikke så vild med hindbærdrysset ovenpå, men chokoladen er mørk og dejlig. Skummet er meget er tykt og tydeligvis med ægte hindbær, for der er kerner i. Lige den del gør at man nok skal alliere sig med en tandstikker efterfølgende, og det er lidt irriterende (måske bare fordi det var uventet), men smagen er god.

Jeg kan se at jeg sidst “kun” gav marcipanbunden 4 kys pga. et eller andet jeg ikke lige kunne sætte fingeren på, men det må have været samspillet med passionsskummet, for i denne flødebolle synes jeg den er helt perfekt. Den smager superdejligt sammen med chokoladen og hindbærskummet.

Anmeldelsen

Chokolade: 5 kys
Skum: 4 kys
Bund: 5  kys

Samlet vurdering: 4 kys (den kunne også have fået 5 eftersom den kun har fået ét firtal, men det bliver ikke den variant jeg personligt vælger næste gang, og derfor får den altså kun 4 her)

Udgivet i Flødeboller med marcipanbund, Flødeboller med mørk chokolade, Hindbærflødeboller, Hjemmelavede flødeboller, Økologiske flødeboller | Skriv en kommentar

Passionsflødeboller fra Økoladen

Jeg er flyttet igen. Denne gang til Korsør. Jeg bor lige ved siden af en butik der sælger mine yndlingsflødeboller. Du får mig ikke til at indrømme at det var medvirkende årsag til at jeg var begejstret for at få lige dén lejlighed. Åh, så skidt: Det gjorde absolut ingenting. 😉

Men en butik der trak mere her i byen, var Korsør Madmarked. Et fantastisk sted for os der helst køber økologisk. Det får man nemlig ikke udpræget meget af andre steder i byen, og det savner man som tidligere københavner!

Der er også det ved mine elskede Frellsen-flødeboller at de ikke bruger økoæg, og det gør at jeg sjældent har lyst til dem efterhånden. 🙁 Så jeg håber de en dag begynder på det, men indtil da, er det jo godt der findes økologiske alternativer, som f.eks. Summerbirds flødeboller (der jo også er helt fantastiske, og dem kan man heldigvis også få 5 minutter herfra – jo jo, jeg har valgt det rigtige sted at bo!).

Og her kommer så referencen til Korsør madmarked. Der var jeg nemlig i dag for at købe kage til mig og en gæst, og – oh glæde! – der var pludselig kommet flødeboller på disken. De var fra Økoladen, fik jeg at vide, og dem har jeg jo ikke anmeldt endnu, så – “pokkers” – jeg måtte have en!

Jeg valgte varianten med passion, og den skal jeg smage nu:

Det er en dejlig tung flødebolle. Det vidner nok om en god, tyk marcipanbund.

Chokoladen er dejlig mørk og fyldig. Ikke så sprød, men det gør ikke noget. Den har en kraftig og lækker smag og er ikke spor bitter.

Skummet er blødt og tæt – det har nærmest konsistens som en god, tyk flødeskum, og smagsmæssigt er der også noget flødeagtigt over det. Det smager lidt syrligt godt balanceret med det søde.

Marcipanbunden er god. I andre flødeboller er bunden helt overtrukket med chokolade, men det er den ikke her (ligesom den ikke er i Summerbirds). Jeg kan egentlig ikke sætte en finger på den, men jeg er heller ikke helt oppe at ringe over den. Måske kunne jeg have tænkt mig at den var lige en tand sødere? Eller smagte af mere? Det kan jeg ikke lige vurdere.

Flødebollen klæder min gode kop kaffe ganske fortrinligt. Det er en ret lækker bolle. Jeg er meget begejstret og glæder mig allerede til at smage de andre varianter. Der var jo heldigvis et par mere at glæde sig til.

Anmeldelsen

Chokolade: 5 kys
Skum: 5 kys
Bund: 4  kys

Samlet vurdering: 5 kys

Udgivet i Flødeboller med marcipanbund, Flødeboller med mørk chokolade, Hjemmelavede flødeboller, Passionsflødeboller, Økologiske flødeboller | Skriv en kommentar

Flødeboller fra Konnerup & Co (købt i Noer’s i Næstved)

Flødebolle fra Konnerup & CoBunden faldt af da jeg tog en bid, men det gør ikke noget, for hvor er det dog en god flødebolle! Den kommer fra Noer’s i Næstved, en dejlig cafe og livsstilsbutik. De har dog ikke selv lavet dem – det har Konnerup & Co. Dem er jeg ikke stødt på før, så det er åbenbart en af fordelene ved at være flyttet til en ny by: Nye flødebollemuligheder 😉

Det her bliver en kort anmeldelse, men der er heller ikke så meget at sige. Chokoladen var skidegod, skummet helt som rigtigt flødebolleskum skal være og bunden … lidt speciel, men også god.

De sagde i Noer’s at flødebollen var med “crunchy bund”, og jeg tænkte at det så nok betød en bund a la mariekiks eller brunkage som jeg tidligere har smagt. Det var det ikke. Det var mandelpraline, kan jeg læse mig til på deres hjemmeside. Det var lækkert, men gjorde også at den sidste bid blev liiiige sød nok. Men pyt. Det ødelagde ikke helhedsoplevelsen.

Anmeldelsen

Chokolade: 5 kys
Skum: 5 kys
Bund: 4 kys

Samlet vurdering: 5 kys

Udgivet i Flødeboller med mørk chokolade, Hjemmelavede flødeboller | Skriv en kommentar

Flødeboller fra Social Foodies – byens bedste?

Jeg har haft en ambition om at prøve flødebollerne fra Social Foodies siden jeg gik forbi deres butik på Nørrebrogade for et halvt års tid siden. Men da jeg så at de af Yelp-brugerne blev kåret som byens bedste flødeboller, blev det jo en nødvendighed at få dem med på bloggen her.

Chancen for at smage dem fik jeg tilfældigvis da min mor inviterede mig på en ny cafe i Stenløse hvor jeg er født og vokset op. Kleines Cafe er et virkelig hyggeligt sted jeg varmt kan anbefale at besøge hvis du bor på de kanter. Her i København hvor jeg bor i skrivende stund, er der et væld af den slags, og det er dejligt at se at der er plads til sådan en i Stenløse.

Nå, men der sælger de altså Social Foodies’ flødeboller, så sådan nogle måtte vi have med hjem efter vores besøg.

Flødeboller fra Social Foodies

Det blev til en alm. vanilleflødebolle med mørk chokolade, en hvid med lakridsskum, en mørk med lakridsskum og en mørk med blåbærskum. Og så var jeg ellers spændt på om de virkelig fortjente titlen som byens bedste flødeboller.

Byens bedste?

Om man synes noget er byens bedste, afhænger jo af hvad man har at sammenligne med, og jeg har rigtig mange flødeboller at sammenligne med her på bloggen.

Min dom er derfor at det er de altså ikke. De er ikke engang i top 3. De er ikke dårlige – det er ikke dét. De er bare heller ikke vanvittigt gode.

Den første jeg smagte, var blåbærbollen. Den glædede jeg mig til, for jeg har tidligere fået en blåbærbolle hos Frederiksberg Chokolade som var tæskelækker. Det var denne her ikke. Den var okay, men med mine efterhånden kritiske og måske pga. mængden af flødeboller jeg har smagt, uretfærdige smagsløg tænkte jeg at chokoladen var lige til den bitre side og skummet en smule for syrligt. Der var noget drys ovenpå som smagte lidt brændt, og det hjalp jo heller ikke på smagsoplevelsen.

Chokoladen var for så vidt god. Der var bare ikke balance mellem den og det syrlige skum. Skummet havde i øvrigt en fin naturlig smag af blåbær. Marcipanbunden var helt perfekt – rigtig lækker – og omkring den var en tyk “fod” af chokolade.

Den mørke flødebolle med lakrids smagte jeg ikke selv, men min mor syntes lakridssmagen var for stærk.

Den almindelige flødebolles skum smagte for syntetisk, og chokoladen havde en for bitter eftersmag. Igen kan det godt være det bare var balancen der ikke var i orden.

Men hurra: Den hvide flødebolle med lakridsskum var lige i øjet!

Til sidst skal Social Foodies i øvrigt have stor ros for at flødebollerne er økologiske!

Anmeldelsen

Den hvide med lakrids får sin egen vurdering:

Chokolade: 5 kys
Skum: 5 kys
Bund: 5  kys

De øvrige får denne:

Chokolade: 4 kys
Skum: 3 kys
Bund: 5  kys

Samlet vurdering: 4 kys med pil nedad.

Udgivet i Anderledes smagsvarianter, Flødeboller med hvid chokolade, Flødeboller med marcipanbund, Flødeboller med mørk chokolade, Hjemmelavede flødeboller, Lakridsflødeboller, Økologiske flødeboller | En kommentar

Flødeboller fra Chokoladeparadis (klassisk, mango, hindbær og lakrids)

I går nød jeg en pragtfuld feriedag med forårssol. Jeg besluttede mig for at sætte mig på en bænk i Botanisk Have med en kop kaffe og en notesbog, og så fik jeg lyst til at tage flødeboller med. Jeg kunne huske at jeg engang var gået forbi en ny chokoladebutik med håndlavede flødeboller i centrum af København, men jeg kunne ikke huske hvor. Jeg har tidligere søgt efter den uden held, men denne gang var Google mig nådig, og jeg fandt frem til Chokoladeparadis.

De havde “desværre” for stort et udvalg til at jeg ville købe dem alle denne gang (men så har jeg jo en undskyldning for at komme igen efter flere), men der var tilbud på fire for 70 kr., så det nappede jeg. Det blev en klassisk, en mørk med hindbærskum, en mørk med mangoskum og en hvid med lakrids- og hindbærskum. De havde alle klassisk vaffelbund.

Den klassiske og den hvide nød jeg så til kaffen inde i Botanisk have.

Jeg kunne godt have ønsket mig en mere markant chokoladesmag (den mørke). Chokoladen er meget tyk, og det er dejligt, men det er ikke sådan en chokolade jeg tænker “virkelig god chokolade” om. Heller ikke på nogen måde dårlig chokolade. Den smager bare ikke af så meget. Og nogle vil sikkert synes at det er lige sådan det skal være til flødeboller.

Skummet i den klassiske flødebolle er meget klassisk. Som chokoladen “ikke noget særligt” – men det betyder altså heller ikke noget særlig dårligt. Faktisk er den klassiske flødebolle bare meget klassisk. Den gør ikke noget væsen af sig, om jeg så må sige, men den er ganske udmærket. Bare hverken en jeg vil gå efter, eller en jeg vil gå udenom.

Lakridsflødebollen er jeg til gengæld meget begejstret for. Blandingen af lakrids og hindbær er lækker, og lakridsen har lige den smag jeg godt kan lide (hvor sådan nogle som Frellsens lakridsflødeboller – og Frellsen laver ellers flødebollen over dem alle – er virkelig ringe). Dette er bestemt en flødebolle jeg gerne køber igen.

Mangoflødebollen nød jeg senere hjemme i sofaen. Den er klart min favorit. Drysset på toppen er overraskende syrligt, men på en god måde. Skummet er lækkert og har den helt rigtige balance af sødt og syrligt.

Den sidste er hindbærflødebollen, og den gemte jeg til i dag. 3 flødeboller på én dag var alligevel nok. 😉

Hindbærflødebolle fra Chokoladeparadis

Hindbærflødebolle fra Chokoladeparadis

Hindbærskummet klæder chokoladen virkelig godt. Den fremhæver faktisk den chokoladesmag jeg savnede i den klassiske (jeg går ikke ud fra at der er brugt en anden chokolade?)

Anmeldelsen

Alle fire flødeboller er rigtig gode. De ryger ikke helt op på “jeg vil besøge butikken igen KUN for dem”-karakter, men med kendskab til så mange flødeboller som jeg har nu, skal der efterhånden også noget helt ekstra særligt til.

Chokolade: 4 kys
Skum: 4/5 kys (det ekstra kys er til lakrids- og mango-bollerne)
Bund: 4  kys

Samlet vurdering: 4 kys.

Jeg så at Chokoladeparadis havde nogle trøffelkugler jeg godt kunne finde på at vende tilbage efter, og den dag kunne der sagtens ryge et par flødeboller i andre smagsvarianter med hjem i posen.

Udgivet i Anderledes smagsvarianter, Flødeboller med hvid chokolade, Flødeboller med mørk chokolade, Hindbærflødeboller, Hjemmelavede flødeboller, Lakridsflødeboller | Skriv en kommentar

Juleflødebolle med kirsebærguf fra Summerbird

Årets juleflødebolle fra Summerbird er med kirsebærguf. Kirsebær og mørk chokolade er en lækker kombination, synes jeg, så dem må jeg naturligvis smage. Og jeg kan ærlig talt ikke vente oven på skuffelsen over den “flødebolle” jeg spiste lige før – som du kan læse om her.

Jeg ved at Summerbirds flødeboller altid er i orden, så jeg kan ikke forestille mig at blive skuffet denne gang. Jeg kan i øvrigt næsten ikke få armene ned over at Summerbird nu altid bruger økoæg i deres flødeboller!

Beskrivelsen af bollerne fra Summerbirds facebookside lyder: “Marcipanbund med julekrydderier, kirsebærskum, Peru 61% chokolade og brændte mandler”.

Som antaget er jeg ikke spor skuffet. Der er som altid ikke en finger at sætte på hverken kvalitet eller smag. Og mere er der ikke at sige om det.

IMG_20141126_182020

Anmeldelsen

Chokolade: 5 kys
Skum: 5 kys
Bund: 5  kys

Samlet vurdering: 5 kys

Udgivet i Anderledes smagsvarianter, Flødeboller med mørk chokolade, Sæsonflødeboller, Økologiske flødeboller | Skriv en kommentar

Peanutflødeboller fra Sweet Valentine

Jeg var i Torvehallerne i dag for at købe flødeboller fra Summerbird. Jeg havde nemlig set en ny julevariant med “kirsebærguf”, og det må jo prøves. Men altså … mere om dem i et andet indlæg.

På vej der ned kiggede jeg i montren hos Sweet Valentine, og der var også flødeboller. Deres har jeg aldrig smagt før, og jeg søger da efterhånden også efter noget særligt når jeg køber dem til anmeldelse her på bloggen, så det der fangede mit øje, var peanutflødeboller. Det er en variant flødebolle jeg ikke tidligere har set, så sådan en lille fyr måtte jeg have med hjem.

Nu ville jeg gerne have vist dig et fint billede af bollen, men ak, på vej hjem havde jeg et lille rendevouz hvor jeg fik et ordentligt bamsekram – der maste den. Så du må nøjes med dette, som dog har sin charme:

Peanutflødebolle fra Sweet Valentine

Det er en miniflødebolle, og jeg har ingen information om hvad den indeholder, men jeg går ud fra at det er peanutskum og ikke bare de knuste peanuts på toppen. Bunden er en slags kage (makron, gætter jeg på), og den har mørk chokolade.

Lad os se om ikke den smager fint på trods af sin tilstand. Jeg tager en bid.

Hmm, som flødebolle betragtet, dur den ikke. Jeg er faktisk mere end skuffet (mest fordi deres slogan er “sødt for feinschmeckere”). Som petit four (sådan nogle havde de også i montren) er den o.k., men jeg ville ikke have kaldt den en flødebolle. Den er for kompakt. Skummet er for stift, bunden er en slags konfekt/kransekage, chokoladen har ikke rigtig nogen karakter. Tager jeg den som et stykke konfekt, tja, så er den hæderlig, men en flødebolle er det ikke.

Måske jeg en dag må prøve en af deres fuldstørrelsesflødeboller før jeg dømmer dem helt ude som flødebolleleverandør. Ellers må jeg holde mig til deres kager fremover. De er nemlig fine.

Anmeldelsen

Chokolade: 1 kys
Skum: 1 kys
Bund: 1  kys

Samlet vurdering: 1 kys

Udgivet i Anderledes smagsvarianter, Flødeboller med mørk chokolade, Flødeboller med nødder, Hjemmelavede flødeboller | Skriv en kommentar

Irmas/Sv. Michelsens flødebolle med granatæble og lime

Irma/Sv. Michelsen hvid flødebolle med lime og granatæbleEn fin flødebolle med mørk bund, hvid top og grønt drys. Flødebollen er lavet med æggehvider fra fritgående høns (jeg havde foretrukket at de var lavet med økoæg, men det er dog bedre end buræg).

Min forventning er egentlig at den er for syrlig/sød til min smag, men vi får se. Jeg kan vældig godt lide den alm. hvide flødebolle fra Sv. Michelsen.

Tager en bid og bliver meget positivt overrasket. Det lysegrønne skum smager skønt og er hverken for syrligt eller for sødt. Dog kræver bollen som de fleste hvide flødeboller en god kop kaffe til, for der mangler noget til at afbalancere den meget søde hvide chokolade. (På deres almindelige hvide flødeboller er der et godt drys kakao der gør det.). Derfor får chokoladen lige en karakter under sædvanligt. Skummet ryger til gengæld en tand op for den flotte farve og lækre konsistens. Bunden er deres sædvanlige gode marcipanbund, og det er superlækkert at der er mørk chokolade om den.

Anmeldelsen

Chokolade: 3 kys
Skum: 5 kys
Bund: 4  kys

Samlet vurdering: 4 kys

Udgivet i Anderledes smagsvarianter, Flødeboller med hvid chokolade, Flødeboller med marcipanbund | Skriv en kommentar