Flødeboller fra Konnerup & Co (købt i Noer’s i Næstved)

Flødebolle fra Konnerup & CoBunden faldt af da jeg tog en bid, men det gør ikke noget, for hvor er det dog en god flødebolle! Den kommer fra Noer’s i Næstved, en dejlig cafe og livsstilsbutik. De har dog ikke selv lavet dem – det har Konnerup & Co. Dem er jeg ikke stødt på før, så det er åbenbart en af fordelene ved at være flyttet til en ny by: Nye flødebollemuligheder 😉

Det her bliver en kort anmeldelse, men der er heller ikke så meget at sige. Chokoladen var skidegod, skummet helt som rigtigt flødebolleskum skal være og bunden … lidt speciel, men også god.

De sagde i Noer’s at flødebollen var med “crunchy bund”, og jeg tænkte at det så nok betød en bund a la mariekiks eller brunkage som jeg tidligere har smagt. Det var det ikke. Det var mandelpraline, kan jeg læse mig til på deres hjemmeside. Det var lækkert, men gjorde også at den sidste bid blev liiiige sød nok. Men pyt. Det ødelagde ikke helhedsoplevelsen.

Anmeldelsen

Chokolade: 5 kys
Skum: 5 kys
Bund: 4 kys

Samlet vurdering: 5 kys

Udgivet i Flødeboller med mørk chokolade, Hjemmelavede flødeboller | Skriv en kommentar

Flødeboller fra Social Foodies – byens bedste?

Jeg har haft en ambition om at prøve flødebollerne fra Social Foodies siden jeg gik forbi deres butik på Nørrebrogade for et halvt års tid siden. Men da jeg så at de af Yelp-brugerne blev kåret som byens bedste flødeboller, blev det jo en nødvendighed at få dem med på bloggen her.

Chancen for at smage dem fik jeg tilfældigvis da min mor inviterede mig på en ny cafe i Stenløse hvor jeg er født og vokset op. Kleines Cafe er et virkelig hyggeligt sted jeg varmt kan anbefale at besøge hvis du bor på de kanter. Her i København hvor jeg bor i skrivende stund, er der et væld af den slags, og det er dejligt at se at der er plads til sådan en i Stenløse.

Nå, men der sælger de altså Social Foodies’ flødeboller, så sådan nogle måtte vi have med hjem efter vores besøg.

Flødeboller fra Social Foodies

Det blev til en alm. vanilleflødebolle med mørk chokolade, en hvid med lakridsskum, en mørk med lakridsskum og en mørk med blåbærskum. Og så var jeg ellers spændt på om de virkelig fortjente titlen som byens bedste flødeboller.

Byens bedste?

Om man synes noget er byens bedste, afhænger jo af hvad man har at sammenligne med, og jeg har rigtig mange flødeboller at sammenligne med her på bloggen.

Min dom er derfor at det er de altså ikke. De er ikke engang i top 3. De er ikke dårlige – det er ikke dét. De er bare heller ikke vanvittigt gode.

Den første jeg smagte, var blåbærbollen. Den glædede jeg mig til, for jeg har tidligere fået en blåbærbolle hos Frederiksberg Chokolade som var tæskelækker. Det var denne her ikke. Den var okay, men med mine efterhånden kritiske og måske pga. mængden af flødeboller jeg har smagt, uretfærdige smagsløg tænkte jeg at chokoladen var lige til den bitre side og skummet en smule for syrligt. Der var noget drys ovenpå som smagte lidt brændt, og det hjalp jo heller ikke på smagsoplevelsen.

Chokoladen var for så vidt god. Der var bare ikke balance mellem den og det syrlige skum. Skummet havde i øvrigt en fin naturlig smag af blåbær. Marcipanbunden var helt perfekt – rigtig lækker – og omkring den var en tyk “fod” af chokolade.

Den mørke flødebolle med lakrids smagte jeg ikke selv, men min mor syntes lakridssmagen var for stærk.

Den almindelige flødebolles skum smagte for syntetisk, og chokoladen havde en for bitter eftersmag. Igen kan det godt være det bare var balancen der ikke var i orden.

Men hurra: Den hvide flødebolle med lakridsskum var lige i øjet!

Til sidst skal Social Foodies i øvrigt have stor ros for at flødebollerne er økologiske!

Anmeldelsen

Den hvide med lakrids får sin egen vurdering:

Chokolade: 5 kys
Skum: 5 kys
Bund: 5  kys

De øvrige får denne:

Chokolade: 4 kys
Skum: 3 kys
Bund: 5  kys

Samlet vurdering: 4 kys med pil nedad.

Udgivet i Anderledes smagsvarianter, Flødeboller med hvid chokolade, Flødeboller med marcipanbund, Flødeboller med mørk chokolade, Hjemmelavede flødeboller, Lakridsflødeboller, Økologiske flødeboller | En kommentar

Flødeboller fra Chokoladeparadis (klassisk, mango, hindbær og lakrids)

I går nød jeg en pragtfuld feriedag med forårssol. Jeg besluttede mig for at sætte mig på en bænk i Botanisk Have med en kop kaffe og en notesbog, og så fik jeg lyst til at tage flødeboller med. Jeg kunne huske at jeg engang var gået forbi en ny chokoladebutik med håndlavede flødeboller i centrum af København, men jeg kunne ikke huske hvor. Jeg har tidligere søgt efter den uden held, men denne gang var Google mig nådig, og jeg fandt frem til Chokoladeparadis.

De havde “desværre” for stort et udvalg til at jeg ville købe dem alle denne gang (men så har jeg jo en undskyldning for at komme igen efter flere), men der var tilbud på fire for 70 kr., så det nappede jeg. Det blev en klassisk, en mørk med hindbærskum, en mørk med mangoskum og en hvid med lakrids- og hindbærskum. De havde alle klassisk vaffelbund.

Den klassiske og den hvide nød jeg så til kaffen inde i Botanisk have.

Jeg kunne godt have ønsket mig en mere markant chokoladesmag (den mørke). Chokoladen er meget tyk, og det er dejligt, men det er ikke sådan en chokolade jeg tænker “virkelig god chokolade” om. Heller ikke på nogen måde dårlig chokolade. Den smager bare ikke af så meget. Og nogle vil sikkert synes at det er lige sådan det skal være til flødeboller.

Skummet i den klassiske flødebolle er meget klassisk. Som chokoladen “ikke noget særligt” – men det betyder altså heller ikke noget særlig dårligt. Faktisk er den klassiske flødebolle bare meget klassisk. Den gør ikke noget væsen af sig, om jeg så må sige, men den er ganske udmærket. Bare hverken en jeg vil gå efter, eller en jeg vil gå udenom.

Lakridsflødebollen er jeg til gengæld meget begejstret for. Blandingen af lakrids og hindbær er lækker, og lakridsen har lige den smag jeg godt kan lide (hvor sådan nogle som Frellsens lakridsflødeboller – og Frellsen laver ellers flødebollen over dem alle – er virkelig ringe). Dette er bestemt en flødebolle jeg gerne køber igen.

Mangoflødebollen nød jeg senere hjemme i sofaen. Den er klart min favorit. Drysset på toppen er overraskende syrligt, men på en god måde. Skummet er lækkert og har den helt rigtige balance af sødt og syrligt.

Den sidste er hindbærflødebollen, og den gemte jeg til i dag. 3 flødeboller på én dag var alligevel nok. 😉

Hindbærflødebolle fra Chokoladeparadis

Hindbærflødebolle fra Chokoladeparadis

Hindbærskummet klæder chokoladen virkelig godt. Den fremhæver faktisk den chokoladesmag jeg savnede i den klassiske (jeg går ikke ud fra at der er brugt en anden chokolade?)

Anmeldelsen

Alle fire flødeboller er rigtig gode. De ryger ikke helt op på “jeg vil besøge butikken igen KUN for dem”-karakter, men med kendskab til så mange flødeboller som jeg har nu, skal der efterhånden også noget helt ekstra særligt til.

Chokolade: 4 kys
Skum: 4/5 kys (det ekstra kys er til lakrids- og mango-bollerne)
Bund: 4  kys

Samlet vurdering: 4 kys.

Jeg så at Chokoladeparadis havde nogle trøffelkugler jeg godt kunne finde på at vende tilbage efter, og den dag kunne der sagtens ryge et par flødeboller i andre smagsvarianter med hjem i posen.

Udgivet i Anderledes smagsvarianter, Flødeboller med hvid chokolade, Flødeboller med mørk chokolade, Hindbærflødeboller, Hjemmelavede flødeboller, Lakridsflødeboller | Skriv en kommentar

Juleflødebolle med kirsebærguf fra Summerbird

Årets juleflødebolle fra Summerbird er med kirsebærguf. Kirsebær og mørk chokolade er en lækker kombination, synes jeg, så dem må jeg naturligvis smage. Og jeg kan ærlig talt ikke vente oven på skuffelsen over den “flødebolle” jeg spiste lige før – som du kan læse om her.

Jeg ved at Summerbirds flødeboller altid er i orden, så jeg kan ikke forestille mig at blive skuffet denne gang. Jeg kan i øvrigt næsten ikke få armene ned over at Summerbird nu altid bruger økoæg i deres flødeboller!

Beskrivelsen af bollerne fra Summerbirds facebookside lyder: “Marcipanbund med julekrydderier, kirsebærskum, Peru 61% chokolade og brændte mandler”.

Som antaget er jeg ikke spor skuffet. Der er som altid ikke en finger at sætte på hverken kvalitet eller smag. Og mere er der ikke at sige om det.

IMG_20141126_182020

Anmeldelsen

Chokolade: 5 kys
Skum: 5 kys
Bund: 5  kys

Samlet vurdering: 5 kys

Udgivet i Anderledes smagsvarianter, Flødeboller med mørk chokolade, Sæsonflødeboller, Økologiske flødeboller | Skriv en kommentar

Peanutflødeboller fra Sweet Valentine

Jeg var i Torvehallerne i dag for at købe flødeboller fra Summerbird. Jeg havde nemlig set en ny julevariant med “kirsebærguf”, og det må jo prøves. Men altså … mere om dem i et andet indlæg.

På vej der ned kiggede jeg i montren hos Sweet Valentine, og der var også flødeboller. Deres har jeg aldrig smagt før, og jeg søger da efterhånden også efter noget særligt når jeg køber dem til anmeldelse her på bloggen, så det der fangede mit øje, var peanutflødeboller. Det er en variant flødebolle jeg ikke tidligere har set, så sådan en lille fyr måtte jeg have med hjem.

Nu ville jeg gerne have vist dig et fint billede af bollen, men ak, på vej hjem havde jeg et lille rendevouz hvor jeg fik et ordentligt bamsekram – der maste den. Så du må nøjes med dette, som dog har sin charme:

Peanutflødebolle fra Sweet Valentine

Det er en miniflødebolle, og jeg har ingen information om hvad den indeholder, men jeg går ud fra at det er peanutskum og ikke bare de knuste peanuts på toppen. Bunden er en slags kage (makron, gætter jeg på), og den har mørk chokolade.

Lad os se om ikke den smager fint på trods af sin tilstand. Jeg tager en bid.

Hmm, som flødebolle betragtet, dur den ikke. Jeg er faktisk mere end skuffet (mest fordi deres slogan er “sødt for feinschmeckere”). Som petit four (sådan nogle havde de også i montren) er den o.k., men jeg ville ikke have kaldt den en flødebolle. Den er for kompakt. Skummet er for stift, bunden er en slags konfekt/kransekage, chokoladen har ikke rigtig nogen karakter. Tager jeg den som et stykke konfekt, tja, så er den hæderlig, men en flødebolle er det ikke.

Måske jeg en dag må prøve en af deres fuldstørrelsesflødeboller før jeg dømmer dem helt ude som flødebolleleverandør. Ellers må jeg holde mig til deres kager fremover. De er nemlig fine.

Anmeldelsen

Chokolade: 1 kys
Skum: 1 kys
Bund: 1  kys

Samlet vurdering: 1 kys

Udgivet i Anderledes smagsvarianter, Flødeboller med mørk chokolade, Flødeboller med nødder, Hjemmelavede flødeboller | Skriv en kommentar

Irmas/Sv. Michelsens flødebolle med granatæble og lime

Irma/Sv. Michelsen hvid flødebolle med lime og granatæbleEn fin flødebolle med mørk bund, hvid top og grønt drys. Flødebollen er lavet med æggehvider fra fritgående høns (jeg havde foretrukket at de var lavet med økoæg, men det er dog bedre end buræg).

Min forventning er egentlig at den er for syrlig/sød til min smag, men vi får se. Jeg kan vældig godt lide den alm. hvide flødebolle fra Sv. Michelsen.

Tager en bid og bliver meget positivt overrasket. Det lysegrønne skum smager skønt og er hverken for syrligt eller for sødt. Dog kræver bollen som de fleste hvide flødeboller en god kop kaffe til, for der mangler noget til at afbalancere den meget søde hvide chokolade. (På deres almindelige hvide flødeboller er der et godt drys kakao der gør det.). Derfor får chokoladen lige en karakter under sædvanligt. Skummet ryger til gengæld en tand op for den flotte farve og lækre konsistens. Bunden er deres sædvanlige gode marcipanbund, og det er superlækkert at der er mørk chokolade om den.

Anmeldelsen

Chokolade: 3 kys
Skum: 5 kys
Bund: 4  kys

Samlet vurdering: 4 kys

Udgivet i Anderledes smagsvarianter, Flødeboller med hvid chokolade, Flødeboller med marcipanbund | Skriv en kommentar

Frellsens flødeboller med honning, kanel og kardemomme (juleflødeboller?)

Honningflødebolle fra FrellsenI går var jeg på Købmagergade for at købe tøj, og “pudsigt nok” lagde jeg vejen forbi Frellsen Chokolade og købte 6 af deres vidunderlige flødeboller. Sørme om ikke der igen stod en lille ny på disken. Jeg spurgte til den, og den søde ekspedient fortalte at den var med noget honning og kanel – og “den smager ligesom honningkager”. Æv! Det er den eneste kage i verden jeg ikke kan lide. Nå, men måske glider den ned i flødebolleform, og eftersom jeg skulle have 6 flødeboller, kunne jeg nu nok leve med at jeg evt. ikke kunne lide denne. Prøves skal den jo (med bloggen her som bekvem undskyldning), men nu er du advaret: Hvis anmeldelsen ikke er god, er det nok bare fordi bollen smager af noget jeg ikke kan lide.

Jeg har ikke kunnet finde en beskrivelse af den nogen steder – hverken på Frellsens hjemmeside eller Facebook-side, så jeg ved kun at det er “noget med honning og kanel”. Måske er det årets juleflødebolle?

Den har noget drys på toppen der ligner en blanding af tørret hindbær og pistacienød. Jeg tager en bid. Chokoladen er som altid god. Skummet – hmm – det smager i hvert fald af kanel. Der er vist også kardemomme i. Jo, den smager nok lidt af honningkager. Og jeg kan godt smage at den (måske derfor?) ikke bliver en af mine favoritter. Jeg kan ellers vældig godt lide kanel, men her gør det ikke rigtig noget for mig.

Bunden er den sædvanlige gode vaffelbund.

Anmeldelsen

Chokolade: 5 kys
Skum: 3 kys
Bund: 5 kys

Samlet vurdering: 3 kys

Er du honningkagefan og elsker denne her flødebolle, så skriv det endelig i kommentarfeltet så min anmeldelse ikke står alene.

Udgivet i Anderledes smagsvarianter, Flødeboller med mørk chokolade, Sæsonflødeboller | Skriv en kommentar

Halloween-flødebolle fra Frellsen

Jeg spiller fløjte i Københavns Postorkester, og i går aftes spillede vi til Kulturnatten inde ved Post og Tele-museet på Købmagergade. Lige ved siden af ligger der en Frellsen Chokolade. De laver som bekendt min absolutte yndlingsflødebolle, så der måtte jeg ind på hjemvejen.

Af en eller anden grund er “vi” begyndt at fejre Halloween i Danmark (??), så alle butikker er udsmykket med skeletter, spøgelser, kister, edderkopper osv. Og hos Frellsen stod der nu de her søde spøgelsesflødeboller som jeg naturligvis måtte have med hjem i æsken. Læs resten

Udgivet i Flødeboller med hvid chokolade, Sæsonflødeboller | Skriv en kommentar

Økologiske jordbær- og rabarberflødeboller fra Summerbird

Jeg kørte i Torvehallerne efter arbejde i dag efter en god te som min kollega havde anbefalet, og lige over for Tante T ligger jo Summerbird som hver måned laver en ny variant af deres økologiske flødeboller, altså flødeboller uden buræg!

Denne gang havde de hele to slags, så jeg måtte jo købe dem begge (pokkers!). Jeg så ikke om de havde de store, men jeg købte miniudgaven. Der var en der bare blev beskrevet som jordbærflødebolle, og en der blev beskrevet som jordbær- og hindbærskum på en bund af kammerjunke (spændende) og med rabarberhejs ovenpå. Okay, de kaldte det ikke rabarberhejs – jeg kan sgu ikke huske hvad de kaldte det. 😉 Begge er overtrukket med hvid chokolade, og begge skulle have en kammerjunke som bund.

Økologiske jordbærflødeboller fra Summerbird

Nå, til s(m)agen!

Jeg starter med jordbærbollen. Hvid chokolade og frugtskum klæder hinanden godt, og det er ingen undtagelse her. Den hvide chokolade virker dog en anelse for sød. Det har jeg ikke bemærket i de andre varianter med hvid chokolade jeg har smagt fra Summerbird. Hmm, kammerjunkebunden smager ikke af kammerjunke. Måske en anden slags (udmærket) småkage, men jeg ville ikke have gættet på en kammerjunke. Måske den søde ekspedient tog fejl da hun fortalte mig at bundene var ens. Jeg prøver med den anden.

Skummet i varianten med hindbær og rabarber er en anelse mere syrligt, og det er godt for den søde hvide chokolade. Igen synes jeg ikke bunden smager af kammerjunke, men på den anden side plejer de kammerjunker jeg indtager, at være fra Karen Volf og søbet ind i koldskål, så hvad ved jeg.

Anmeldelsen

Chokolade: 3 kys
Skum: 5 kys (fortsæt I bare med økoæggene – det går jo fint)
Bund:  3 kys

Samlet vurdering: 3 kys. Smager ganske udmærket, men ikke en delikatesse.

Udgivet i Anderledes smagsvarianter, Flødeboller med hvid chokolade, Jordbærflødeboller, Økologiske flødeboller | Skriv en kommentar

Økologisk mangoflødebolle fra Summerbird

Jeg var i Torvehallerne i dag for at købe Summerbirds Festen og måtte også lige have dem her med:

Økologisk mangoflødebolle

Jeg synes skum og chokolade klæder hinanden ret godt. Det har en ret god balance som hverken er for sød eller syrlig (som frugtflødeboller ellers kan have en tendens til). En meget blid og blød smagsoplevelse. Bunden med kokos og ingefær er også god. Sjovt nok, eftersom jeg ikke kan sætte en finger på kvaliteten eller smagen af noget af det, må jeg bare konstatere at det samlet set er en ret uinteressant flødebolle. Men er du til noget meget blidt, kan den godt anbefales.

For morskabs skyld er jeg simpelthen nødt til at citere min veninde da hun tog sin første bid – selv om jeg ikke ser spor enig: “Lige først syntes jeg den smagte lidt af opkast …” 😉 (Det indtryk varede dog heldigvis ikke ved)

Anmeldelsen

Chokolade: 4 kys
Skum: 4 kys (fortsæt I bare med økoæggene – det går jo fint)
Bund:  4 kys

Samlet vurdering: 3 kys – som sagt smager alt glimrende, men den er sgu lidt uinteressant)

Udgivet i Anderledes smagsvarianter, Flødeboller med hvid chokolade, Flødeboller med marcipanbund, Hjemmelavede flødeboller, Økologiske flødeboller | Skriv en kommentar