Flødeboller fra Ærli’

Jeg har kendt til Ærli’s flødeboller i lang tid. Min chef fra Regnskabsskolen, hvor jeg arbejder en gang om ugen, taggede mig for lææææææænge siden i et opslag i en iværsættergruppe, hvor der blev spurgt til markedsføringsforslag (eller noget i den stil) af flødebollerne, og hun foreslog at de sendte mig en æske så jeg kunne anmelde dem her. “God ide” (eller noget i den stil) svarede de, men ak, jeg ventede forgæves på at modtage dem.

Så måtte det jo tage den tid det tog mig at støde på dem i en forretning, og det gjorde jeg så i går da jeg var i Irma for at købe deres kirsebærflødeboller. Ved siden af stod Spangsbergs (stort nej tak herfra), og så fik jeg pludselig øje på en æske Ærli’. Yes! Ned i kurven med dem også.

Selv om det er hårdt at skulle anmelde hele to flødeboller på en dag, så er det en byrde jeg må bære med oprejst pande!

Ærli’ kalder deres flødebolle for “den kompromisløse flødebolle”. De er glutenfri, laktosefri og økologiske. Jeg har ingen problemer med gluten og laktose, men hurra for at der findes en god flødebolle til dem der har.

Og gode er de! Især chokoladen er virkelig god.

Skummet er jeg ikke helt så vild med. Det har en konsistens som er ret “skummet” (lidt a la Summerbirds) i stedet for blødt som jeg foretrækker det. På hjemmesiden kalder de skummet for cremet og fyldigt, og det synes jeg netop ikke det er.

Bunden er ren chokolade, og det fungerer ganske godt selv om jeg foretrækker en bund af enten vaffel eller marcipan. Jeg skulle til at skrive at det med skummet og bunden vel er det kompromis man må … men så kom jeg i tanker om Ærli’s slogan.

Jeg synes ikke det er nogen særlig interessant flødebolle. Det skal naturligvis ses i lyset af hvor mange forskellige jeg har smagt og anmeldt, for det er jo heller ikke nogen dårlig flødebolle – overhovedet ikke! Det bliver bare ikke en favorit.

Anmeldelsen

Chokolade: 5 kys
Skum: 3 kys
Bund: 4 kys (chokoladen i sig selv får jo 5, men det må trække et kys fra at der ikke reelt er nogen “bund” at anmelde

Samlet vurdering: Jeg vakler mellem 3 og 4 kys jf. min kys-skala, som siger at dem på 4 køber jeg gerne igen. Og det GØR jeg også gerne – men kun hvis der ikke er en flødebolle med bedre skum at få. Skummet trækker ned på 3, som er dem jeg “nok ikke kommer til at købe igen”. Men de er faktisk gode nok til en 4’er. Så: 4 kys!

Prisen for en æske med 4 stk. var 79 kr. i Irma.

Dette indlæg blev udgivet i Flødeboller med mørk chokolade, Glutenfrie flødeboller, Økologiske flødeboller. Bogmærk permalinket.

One Response to Flødeboller fra Ærli’

  1. Pingback: Veganske flødeboller fra Ærli' - FlødebollenFlødebollen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.