Jeg spiller fløjte i Københavns Postorkester, og i går aftes spillede vi til Kulturnatten inde ved Post og Tele-museet på Købmagergade. Lige ved siden af ligger der en Frellsen Chokolade. De laver som bekendt min absolutte yndlingsflødebolle, så der måtte jeg ind på hjemvejen.
Af en eller anden grund er “vi” begyndt at fejre Halloween i Danmark (??), så alle butikker er udsmykket med skeletter, spøgelser, kister, edderkopper osv. Og hos Frellsen stod der nu de her søde spøgelsesflødeboller som jeg naturligvis måtte have med hjem i æsken.
Den har ikke noget særligt fyld, men er en almindelig flødebolle bare med hvid chokolade. Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at den skulle have en anmeldelse her, men så gik det op for mig at jeg ikke har en anmeldelse af en alm. hvid flødebolle – så har der været noget anderledes skum i. Så her er den.
Jeg har før anmeldt en hindbærflødebolle med hvid chokolade fra Frellsen som jeg syntes var for sød, så jeg havde faktisk forventet at denne også ville være det. Det er den ikke. Den hvide chokolade er rigtig god og tyk, og skum og bund er der som sædvanlig ikke en finger at sætte på. Dog vil jeg sige at jeg absolut foretrækker dem med mørk chokolade, for det giver den bedste balance, og hvid chokolade får jeg hurtigt nok af. Derfor:
Chokolade: 4 kys
Skum: 5 kys
Bund: 5 kys
Samlet vurdering: 4 kys