Nogle gange kommer en god flødebolleoplevelse bag på en. Og lad mig bare skrive det med det samme: Der er ubetinget 5 kys til dem her.
Jeg havde en kyssedate med min kæreste. Vi gik en tur i Nyhavn, og da det var lidt for tidligt til frokost, nappede vi en kop kaffe i Nyhavn Bakery & Cafe. I kagemontren stod de her giganter:
– og man skulle da være en uforskammet flødebolleanmelder hvis man ikke lige skulle smage sådan en. Ærlig talt forventede jeg ikke at de ville være særlig gode, men jeg skal da love for at jeg tog fejl!
Valget faldt på karamelflødebollen med mandelsplitter. Chokoladeoplevelsen var som at spise en Magnum Mandel, og skummet smagte lækkert af karamel. Marcipanbunden gjorde egentlig ikke det store indtryk, men det var vist fordi den “druknede” lidt i mandelsplitter. Det var dog ikke noget der ødelagde oplevelsen.
Og for vistnok første gang på bloggen her må jeg med skam melde: Jeg kunne simpelthen ikke spise op!
Det er ikke sidste gang jeg har spist flødeboller fra Nyhavn Bakery & Café. Og jeg bliver også nødt til at smage de andre varianter. (Jeg tror i øvrigt skiltet med lakridsflødeboller på ovenstående billede, sidder forkert – det må være til de hvide boller længere henne?)
Anmeldelsen
Chokolade (eller hvad vi skal kalde den mandelbombe …): 5 kys
Skum: 5 kys
Bund: 4 kys
Samlet vurdering: 5 kys