Flødebolle fra Mark Hermann Chocolate

Forleden var jeg til et hyggeligt aftenmøde med 7 andre polyamorøse. Vi mødtes på R Vinbar, hvor de – ud over en masse lækker vin (tag det store Dankort med!) – sørme havde en sød, lille flødebolle på menuen.

Der stod i menukortet at flødebollen var fra Mark Hermann Chocolate, og deres flødeboller havde jeg aldrig smagt, så da vi skulle betale, måtte jeg jo have sådan en med hjem i tasken.


Flødebolle fra Mark Hermann

Den fine, lille halvkugle blev min togsnack på hjemvejen, og det har den ulempe nu, at jeg var for ufokuseret til sådan rigtigt at opdage hvad det var for en flødebolle af dem jeg kan se på Mark Hermanns hjemmeside, jeg satte tænderne i. Jeg syntes nemlig tjeneren på R Vinbar sagde at den var med “bær”, men jeg tænker nu at han nok sagde “bergamotte”.

Det bedømmer jeg ud fra farven og det at skummet smagte ret specielt – ikke af noget jeg havde smagt før. Og det forstyrrede min oplevelse lidt at jeg ikke kunne smage hvad det var. Så det påvirker altså min anmeldelse her – så er det sagt!

Chokoladen var VIRKELIG  lækker! Og den velsmagende bund – som jeg heller ikke vidste hvad var, men den mandelcrumble som står i beskrivelsen af bergamottebollen, virker meget sandsynlig – gav en overraskende og meget lækker knasende fornemmelse.

Flødebolle fra Mark Hermann

Jeg synes egentlig – som jeg også tidligere har beskrevet Summerbirds flødeboller – at der næsten er mere tale om et stykke konfekt, måske her et stykke fyldt chokolade, end jeg ville kalde det en flødebolle. Selv om den jo opfylder kvalifikationerne i form af skum på bund overtrukket med chokolade. Men det skal altså ikke ligge den til last, for den var lækker!

Anmeldelsen

Chokolade: 5 kys
Skum: 3 kys (men altså farvet af at jeg blev overrasket)
Bund: 5 kys

Samlet vurdering: 5 kys

– på trods af de 3 kys til skummet, for kvaliteten var virkelig god! Jeg har af samme grund stor lyst til at smage de andre varianter. Og så må anmeldelsen her jo ændres lidt hvis de viser sig ikke at leve op til den forventede standard. 😉

Jeg gav 35 kr. for den lille flødebolle på R Vinbar.

Dette indlæg blev udgivet i Anderledes smagsvarianter, Flødeboller med mørk chokolade, Hjemmelavede flødeboller. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.